Valget som ritual og meningsmålingerne som det sand, der læses i

Dette indlæg vil ikke handle om valgtal. I hvert fald ikke sådan direkte. I stedet vil vi prøve at se på valget som et demokratisk ritual og den rolle meningsmålinger har fået i dette ritual.

Lad os starte med at forestille os, vi som antropologer betragter valget som et ritual. Altså en fælles handlen for hele vores samfund, som der er en række faste dele i. En af delene det sidste år har været, at ritualet ikke bare handler om at vurdere, hvem der har den bedste politik, men også hvem der sælger sin politik bedst.

Til at vurdere dette har stammen nogle medicinmænd eller shamaner – i denne givne stamme kaldes de for politiske kommentatorer. De udlægger, hvilken strategi, der forskellige deltagere i ritualet har og bedømmer dem. Som i mange andre naturreligionsritualer læses der tegn fra guderne – i dette tilfælde vælgerne – gennem mystiske metoder. Det kan være former på skyer, sands tid om at løbe ud af hånd eller noget helt tredje. Den mystiske metode i valgritualet er meningsmålingen.

Når kommentatoren ser meningsmålinger udlægger han teksten: ”De konservative går tilbage, fordi Lars Barfod var urealistisk og ville sænke topskatten” eller ”SF styrtbløder efter Villy genåbnede 24 års reglen”. Som vi imidlertid allerede har forsøgt at vise på bloggen er det de færreste af disse historier, vi egentlig ved om der er hold i. Kommentatorerne forklarer altså ting, som måske ikke eksisterer i blandt vælgerne, men kun i meningsmålingerne.

Der er flere problemer ved meningsmålingsmanien:

1. Omtale og fortolkning af meningsmålinger tager plads fra den reelle politiske diskussion. At dette er et problem kan man se ved selvsyn ved at følge bare et enkelt valgprogram. 
2.  De forklaringer på op- og nedture i målingerne, som er magiske – det vil sige et produkt af metoden frem for af bevægelse i selve vælgerkorpset – bliver forklaringer, som politikere tror er dækkende for vælgernes vurdering af deres politik. Og de retter måske politikken – eller bare budskaberne – ind derefter. 
3.  Samtidig kan der også hos vælgeren opstå tvivl: ”Hvis alle andre forlader de konservative, bør jeg så ikke også overveje det”. ”Er jeg ikke også som alle andre blevet lidt træt af Villys vitser?" 
4.  Nogen partier bliver slet ikke taget alvorligt, fordi de hele tiden må forholde sig til, om de er potentielt stemmespild, som det fx skete for Kristendemokraterne ved sidste valg.

Vi tror – eller rettere håber – at kommentatorer og journalister, der dagligt arbejder med at fortælle om og fortolke meningsmålinger godt ved, at de oftest er nærmere mystikken end de faktiske forhold. Derfor laver vi altså bloggen, så folk selv kan skelne mystik fra fakta og for at kommentatorerne og journalisterne ikke slipper godt fra ikke at lave deres arbejde ordentligt.