Huskeseddel eller sjuskeseddel - del 3: ulighed

Lars Løkkes påstand: 
Uligheden er ikke massiv: Danmark er blandt de ligeste lande og seneste tal viser, at ligheden er steget

Her er der faktisk tale om to påstande. For det første at Danmark er blandt de mest lige samfund i verden, og for det andet at ligheden ifølge de seneste tilgængelige tal er steget.
Lad os tage påstandene én ad gangen. 

a) Er Danmark et af de mest lige lande?
Det har ikke været muligt for Valgtal at finde nogen dokumentation for denne påstand på Venstres www.tjekligefakta.dk
Derfor må vi søge til andre kilder for at kvalificere påstanden.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fokuserer i sit fakta-ark på, at Danmark er gået fra at være det mest lige land i Vesteuropa i 2001 til at indtage 6. pladsen i 2009.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd peger desuden på at Danmark er det vesteuropæiske land, der har haft størst stigning i andelen af fattige i samme periode.

DR Detektor bruger – ligesom Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – EUROSTATs tal til at pege på at uligheden er steget i Danmark siden 2001.
Her kan du se deres graf over udviklingen siden 2001, og over Danmarks placering i forhold til andre Vesteuropæiske lande.

Valgtals kommentar:
På trods af at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og DR Detektor forsøger at henlede opmærksomheden på udviklingen over de sidste ti år – så er det et faktum, at Danmark fortsat er blandt verdens mest lige lande. Løkke har dermed ret i den første halvdel af sin påstand om lighed: I 2001 var Danmark det mest lige land i Vesteuropa; i 2009 er Danmark nummer seks på samme liste. Begge må betragtes som top-placeringer.

At fattigdommen ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd er steget markant i Danmark i samme periode kan politisk set være interessant nok, men det er ret beset hverken et argument for eller imod påstanden om lighed i samfundet.



Lad os se på den anden halvdel af påstanden:
b) Viser de seneste tal, at ligheden er steget? 

Her peger Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på, at der er enighed om, at uligheden i Danmark samlet set er steget i perioden 2001-2009: Tal fra såvel EUROSTAT som fra Finansministeriet dokumenterer dette.
Stridens æble er imidlertid den seneste udvikling, altså om ligheden er steget de seneste år?
Her siger Finansministeriet og EUROSTAT to forskellige ting:
Finansministeriets beregninger viser en stigning i lighed for 2008-09.
EUROSTATs beregninger viser tværtimod et fald i ligheden for 2008-09.

Det skal nævnes, at en artikel fra Jyllands Postens erhvervssektion epn.dk (offentliggjort 25/8-11, én dag før valget blev udskrevet) er på Eurostats side på spørgsmålet: I artiklen hedder det således, at Danmark ifølge Eurostat er det land i Europa, hvor uligheden voksede mest fra 2007 til 2009.


Valgtals kommentar:
Løkkes påstand er forkert, hvis man kigger på de sidste ti år.
Hvis man kun kigger på udviklingen i 2008-09, så afhænger vurderingen af Løkkes påstand af, om man har mest tiltro til Regeringens tal eller til Eurostats tal.

På baggrund af den dokumentation der bliver lagt frem, har vi ikke mulighed for at fælde en endelig dom i dette spørgsmål.
Men uanset hvad er det bemærkelsesværdigt at to officielle statistikenheder rammer så langt fra hinanden på et centralt parameter for ulighed som det er tilfældet.

Her kunne man gå ind i interessante motivtolkninger: Hvad har den danske Regering eller EUROSTAT af interesser i at forsøge at dokumentere at uligheden er steget/faldet? Denne motivtolkning lader vi dog ligge i denne omgang. Til gengæld har vi udarbejdet en graf der bygger på begge beregningsmåder i lige stor grad:

Kilde: EUROSTAT** og Regeringens Konkurrenceevneredegørelse 2011, kapitel 16, side 2***)

Grafen viser de to bud på udviklingen i uligheden (målt via den såkaldte Gini-koefficient*) fra Regeringen og EUROSTAT. Vores uvildige bud peger i retning af, at uligheden fra 2008-09 er steget, om end moderat.

Valgtals dom:
Løkke har ret i første del af påstanden, nemlig at Danmark er et af de mest lige lande.
Det er meget tvivlsomt, om Løkke har ret i den anden påstand om, at ligheden er steget. Hvis han har ret, så er det kun i 2008-09, men også den stigning er tvivlsom.
I perioden 2001-2009 som helhed er uligheden steget i Danmark.

*Gini-koefficient måler den relative fordeling af samfundets indtægter. Den går fra 0 (totalt lige fordeling af indtægt) til 1 (Én person har alle indtægter). Som sådan er gini-koefficienten et fint mål for fordelingen, men der er også et par problemer. Gini måler indkomst, ikke formue. Det vil sige at de personer, der har opbygget formue før krisen og som nu får lavere indtægter måles i forhold til andres indtægter det pågældende år. Derfor er de enorme formuer optjent gennem boligboblen fx ikke med i et gini mål for uligheden. Desuden er gini-koefficineten et relativt mål, så krisen betyder at ligheden godt kan være stabil, selvom den absolutte fattigdom vokser markant (eller omvendt). Det er faktisk det selv samme argument, der har fået den borgerlige regering til at kæmpe imod indførsel af en officiel fattigdomsgrænse i Danmark.
** EUROSTAT: ec.eurostat.eu
*** Regeringens Konkurrenceevneredegørelse 2011, hentet fra: http://www.oem.dk/~/media/oem/pdf/2011/konkurrenceevne-2011/16-sammenhngskraft.ashx d. 13/9-2011.

Huskeseddel eller Sjuskeseddel – del 2: Ledighed

Lars Løkkes påstand

Langtidsledigheden er ikke tårnhøj – den er steget lidt, men lavere end under Nyrup

Der er to elementer i påstanden – om ledigheden er steget ”lidt”, og om ledigheden er lavere end under Nyrup – så vi tager dem en ad gangen.

a) Er langtidsledigheden steget ”lidt”?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds svar:

Langtidsledigheden er steget fra ca. 16.000 i starten af 2009 til 58.000 i slutningen af 2010. Det svarer til en stigning på 42.000, eller på 260 %. Det er ifølge OECDs opgørelser af udviklingen i den danske langtidsledighed den største stigning i al den tid, man har lavet denne statistik, dvs. siden 1983. Hvis man ser på, hvor stor en del af arbejdsstyrken, de 42.000 mennesker udgør, så svarer det til en stigning på ca. 1,3 procentpoint.

Valgtals dom

Selvom vi her på Valgtal generelt mener, at man bør kigge på økonomiske udviklinger i lange tidsperspektiver, er vi i dette tilfælde nødt til at kigge på en kortere tidsperiode end de 10 år. Det skyldes, at denne del af uenigheden kun handler om en kortere periode, nemlig den periode hvor langtidsledigheden er steget. Striden her går ikke på tallene, men på de ord, Lars Løkke bruger til at beskrive tallene: Han kalder en stigning i antallet af langtidsledige på 260 % for en lille stigning (”steget lidt”). Uanset hvordan vi vender og drejer det her på Valgtal, så kan en stigning på 260 % i langtidsledigheden ikke kaldes lille. Og selv hvis man ser på det i procentpoint i forhold til arbejdsstyrken, så mener vi ikke, at det er en særligt passende beskrivelse, at sige at en stigning i langtidsledigheden på 1,3 procentpoint inden for ca. to år er lille.

b) Er langtidsledigheden lavere end under Nyrup?

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds svar:

Opgørelsen, som Lars Løkke anvender, er lavet af Finansministeriet. Deres opgørelse fanger dog ikke de langtidsledige, som hverken modtager dagpenge eller kontanthjælp. Hvis man sammenholder det med tallene fra EUROSTAT, som er det fælleseuropæiske statistikkontor, så er billedet et andet. EUROSTAT inddrager alle langtidsledige i den arbejdsdygtige alder i deres opgørelse. Med den opgørelsesmetode, så var der i 1. kvartal 2011 ca. 1,7 % af arbejdsstyrken, som var langtidsledige, svarende til knapt 50.000 personer. Det er væsentligt højere end da Fogh tog over fra Nyrup i 2001. Da var der under 25.000, som havde været ledige i et år eller mere, hvilket svarede til 0,8 % af arbejdsstyrken.

(Teknisk note: Tallene for antallet af langtidsledige fra Finansministeriet og EUROSTAT afviger, da Finansministeriet registrerer folk som langtidsledige efter 9,6 måneders ledighed, mens EUROSTAT gør det efter 12 måneders ledighed. Dette har betydning for antallet af langtidsledige, men både i 2001 og 2011 så det har ikke betydning for konklusionen).

Valgtals dom

Her går der lidt talkrig i den, så lad os skille skidt fra kanel: Langtidsledighed er et udtryk for folk, som i lang tid har stået uden for arbejdsmarkedet – uanset hvordan de forsørger sig, mens de ikke arbejder. Lars Løkkes tal tager imidlertid kun højde for folk, der har stået uden for arbejdsmarkedet i lang tid, men som får dagpenge eller kontanthjælp. EUROSTATs opgørelsesmetode derimod tæller også folk med, der ikke får hverken dagpenge eller kontanthjælp. Her på Valgtal mener vi ikke, at Lars Løkkes metode er retvisende: Fx modtager en husejer, der ikke er a-kasse-forsikret og som er blevet ledig, ikke kontanthjælp, før hans formue – inkl. husets friværdi – er under 10.000 kr. Det vil sige, at der er en masse mennesker i Danmark, som ikke har et arbejde eller nogen anden indtægt, men som ikke bliver talt med på Lars Løkkes gule seddel. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd – og EUROSTAT – bruger den beregningsmetode, der er standard på europæisk plan, hvor alle langtidsledige tælles med, uanset hvordan de forsørger sig. Når man anvender dén opgørelsesmetode, så har Lars Løkke ikke ret, for så er langtidsledigheden højere nu, end den var i slutningen af Nyrups periode.

Huskeseddel eller sjuskeseddel - del 1

Løkkes påstand: 

Danmark er ikke i bakgear - Væksten er i top 5 i Europa

Arbejderbevægelsens Erhvervsråds svar:

Ser man på hvordan væksten har udviklet sig igennem hele krisen (fra 2008 til i dag), så ligger Danmark faktisk rigtigt dårligt europæisk set: Nemlig på en samlet 16. plads, hvor vi kun er foran en række tidligere Østlande og særligt gældsplagede lande. Det skriver AE i et faktaark om Løkkes huskeseddel.

Det er kun hvis man alene fokuserer på væksten i andet kvartal af 2011 sammenlignet med første kvartal af 2011 – som Løkke vælger at gøre - at vi kommer op i den pæne ende: Pt. ligger Danmark nummer 4 i Europa hvad angår væksten i bruttonationalprodukt for 2. kvartal af 2011.

Desuden, påpeger AE, har flere lande endnu ikke har offentliggjort væksttal for 2. kvartal af 2011. Dermed er det ikke sikkert at Danmark faktisk kan holde den ”top-5” plads, som Løkke hævder, vi har. 

DR Detektors svar: 
Man behøver faktisk kun gå ét år tilbage i statistikkerne for at Løkkes ”top 5 placering” forsvinder. Sådan siger DRs Detektor:

Ser vi på Eurostats tal for hvordan væksten i andet kvartal 2011 har været i sammenligning med andet kvartal i 2010 (en indikator på hvor godt lande er på vej ud af krisen fra år til år), så tegner billedet sig anderledes: Danmark er her - med en 14. plads - meget langt fra en topplacering i Europa.

Se DR Detektors graf her

Tabellen viser, at hvis man ser på hvordan DK klarer sig nu ift. sidste år på samme tid – og ikke på hvordan DK klarer sig nu ift. for tre måneder siden, så viser det sig at Danmark ligger i midten af feltet, dog efter lande som  Sverige, Finland, Tyskland, Belgien, Estland, Letland, Litauen, Bulgarien og Polen.

Valgtals kommentar:

På dette punkt må vi følge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og DR Detektor og konkludere, at det er en tilsnigelse at hævde at Danmarks vækst er i top-5 europæisk set.

Løkkes billede af DKs væksttal må efter saglige kriterier betegnes som et skønmaleri baseret på ét enkeltstående tal.

Denne konklusion kan uddybes ved at se på Danmarks vækst over en længere årrække:

Dansk Erhverv har beregnet hvordan BNP-væksten var under SR-regeringen fra 1993-2001 sammenlignet med under VK-regeringen under både Anders Fogh Rasmussen og Lars Løkke Rasmussen (2002-2010). Det viser sig, at hvor den gennemsnitlige årlige vækst i BNP under SR lå på 2,6 %, så har den under VK ligget på 0,7 %.

Kilde: Dansk Erhverv

Valgtals dom:

Den danske vækst kommer måske til at ligge i Top 5 i Europa for 2. kvartal af 2011 ift. 1. kvartal af 2011, men i et længere tidsperspektiv er Danmark meget langt fra at være i toppen europæisk.

Løkke har ret i at Danmark ikke ligefrem er i ”bakgear”. Men omvendt er det tilfældet, at væksten i BNP er bremset hårdt op under VK-regeringen 2002-2010 ift. under SR i perioden 1993-2001.

Helles huskeseddel eller Løkkes sjuskeseddel?

En lille gul seddel er blevet hovedperson i valgkampens sidste dage. 

I en tv-duel mellem Lars Løkke Rasmusen og Helle Thorning-Schmidt søndag den 11/9, overrakte Lars Løkke en gul "huskeseddel" til Helle Thorning. På sedlen havde Løkke ridset 6 kritikpunkter af regeringen op, og skrevet sit modsvar.

Bag hvert af de seks kritikpunkter som Lars Løkke Rasmussen forsøger at mane i jorden, gemmer der sig en talhistorie.

Se Løkkes huskeseddel her.

På www.tjekligefakta.dk kan man finde Venstres dokumentation for Løkkes påstande.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har svaret med et ”fakta-ark” hvor Løkkes påstande efterprøves én for én. 

DRs Detektor har også undersøgt nogen af tallene.

Men hvem har egentlig ret i ”talkrigen”? Vi vil give en vurdering af om Løkkes huskeseddel til Helle faktisk er saglig og velbegrundet, eller i virkeligheden snarere er en rigtig ”sjuskeseddel”.

Valgtal præsenterer i en række kommende indlæg en kort gennemgang af hvorvidt Løkkes påstande er korrekte for hvert af de seks stridspunkter.

Får Socialdemokraterne det dårligste valg i 100 år? - Del II

Når hundredetusinder af danske internetbrugere i løbet af dagen logger ind på hjemmesiderne for BT -  , Berlingske Tidende - , Information -  , får de, som nævnt i vores post tidligere imorges, at vide, at en ny ”chok-måling”  viser at der nu næsten er dødt løb mellem blokkene.

Men er der det?

Det korte svar: Nej.

Hvis man lægger flere målinger fra de seneste dage sammen for at få sikrere tal, som Søren Risbjerg Thomsen gør for Altinget, så viser det sig, at det mest solide bud der lige nu kan gives er at der står 91-84 til Rød Blok.

Risbjerg Thomsen vurderer (med tal der er opgjort til og med 11/9) at i løbet af de sidste dage har Rød Blok sammenlagt tabt 1 mandat.

Dødt løb er der altså ikke tale om. Tendensen ser ud til at løbet bliver tættere mellem blokkene.Men det går meget langsommere end sensationslystne medier tilsyneladende kan vente på – og derfor bringer de historier baseret på stærkt usikre enkeltmålinger.

Tag fx Berlingske Tidende. De har en bjælke liggende med en måling fra Gallup liggende øverst på hjemmesiden. Den siger i dag, 12/9: 94-81 til Rød Blok, altså et forspring på 13 mandater.

Desuden bruger de et ”barometer” hvor de selv lægger meningsmålinger sammen. Det siger pr. 11/9: 92-83 til Rød Blok, altså et forspring på 9 mandater.

Alligevelvælger de at bringe følgende historie , hvor en helt anden konklusion drages på et særdeles usikkert grundlag: At Rød Blok kun er 3 mandater foran (89-86).

Det er navnlig Socialdemokraterne som får en ubegrundet ublid medfart i dagens artikler.

Voxmeters måling for Ritzau som historierne bygger på skønner at 23,1 % af vælgerne vil stemme på A. Det bliver udlagt som om Socialdemokraterne er på vej mod et historisk katastrofevalg, på trods af at det er muligt indenfor den statistiske usikkerhedsmargen som Voxmeter selv arbejder med (i dag angivet til +/- 2,6 procentpoint), at Socialdemokraterne faktisk vil få 25,7 % af stemmerne.

Her på Valgtal gør vi altid det, når vi hører en sensationel meningsmålingshistorie, at vi lige spørger: Hvad siger Risbjerg Thomsen?

I dette tilfælde peger skønner han minsandten at Socialdemokraterne faktisk ligger til netop 25,7 % af stemmerne. Og dermed faktisk er gået et mandat frem i løbet af de seneste dage.

I det omfang debatten bliver præget af at Socialdemokraterne er i øjeblikkelig krise, bygger det derfor rent ud sagt på et særdeles tyndt datagrundlag. Det bliver fordrejet af journalister, der tilsyneladende ikke har statistisk metodekendskab nok til at vide hvad de tal, de får fra analyseinstitutterne, egentlig betyder.

Vi opfordrer alle til at skrive til Berlingske Tidende, BT og Information for at fortælle dem at deres troværdighed som nyhedsmedier svækkes markant, når de i jagten på ”valgturbulens” smider journalistiske grundprincipper over bord.

Får Socialdemokraterne det dårligste valg i 100 år?

Det kan valgtalredaktionen af gode grunde ikke vide, da vi heller ikke kan spå. 

Men i modsætning til, hvad man skulle tro efter flere historier om meningsmålinger og sågar interviews om fremtiden, når pågældende målinger bliver til virkelighed, så tyder det bedste mål for vælgerbevægelserne – professor Søren Risbjerg Thomsens for altinget.dk, der naturligvis stadig er forbundet med en hvis – om end mindre – usikkerhed på, at dette ikke er tilfældet. Risbjerg Thomsens tal tyder faktisk på, at S går et halvt procentpoint frem og dermed vinder et mandat siden sidste måling. Ændringen er dog ikke statistisk sikker.

Snarere er den tilsyneladende tilbagegang for S sandsynligvis udtryk for tilfældig statistisk støj og man kan kun begræde, at der fra redaktionel side i nyhedsmedier igen afsættes plads til historier uden hold i. I det hele taget lader det til, at Voxmeters målinger for Ritzau – også når man ser på den fra i lørdags – afviger en del fra Risbjerg Thomsens vægtede gennemsnit.

Her på valgtal tror vi mest på professorens videnskabeligt funderede arbejde, men valgdagen må vise, hvem der får ret (selvom reelle bevælgelser i vælgerkorpset jo kan påvirke valget, så vi jo aldrig reelt kan vide, hvem der havde ret ugen inden valget).

Wall of Shame - Historier om ikke-historier

Her på valgtalredaktionen er vi efterhånden stødt på så mange historier, som handler om forskelle i meningsmålinger, der er så statistisk usikre, at en hvilken som helst lødig journalistisk redaktion ville holde sig for gode til at skrive om dem, endsige på spalteplads på at lade kommentatorer fortolke disse.

Indlægget vil løbende blive opdateret med flere tal, der ikke bygger på rigtige tal, men blot tilfældigheder. Kriterierne er de samme, som angribes i indlæggende om TV2s brug af tal og om Ritzaus overdrivelser.

Nye eksemplerne er blandt andet (bliver løbende opdateret):

Radikal fremgang – jp.dk har dog efter valgtals henvendelse tilføjet ”Da fremgangen i forhold til søndag er på 0,8 pct. er den dog ikke statistisk sikker.”

Chok-målingen

En forskel på et mandat, når usikkerheden er på 5-6, bliver til en historie

Liberal Alliance holder liv i Blå Blok

Uændret stilling bliver til ændret stilling

Hvor mange har Ritzau egentlig spurgt for at finde ud af dette? 

Nye bevægelser, der ikke er bevægelser

De radikale større end SF, når usikkerheden er større end forskellen

Mere kogning af suppe ovenpå Voxmeters dårlige målinger til S 

Find selv flere og tilføj dem i kommentartråden nedenfor

TV2 konkluderer på tal, de ikke kan konkludere noget som helst på

Den 9/9 kunne TV2-Nyhederne berette, at rød blok går frem, mens Socialdemokraterne går tilbage. Men er der hold i det?

Af artiklen fremgår det, at rød blok stod til 94 mandater da de havde størst tilslutning under valgkampen, imod 90 mandater da de havde lavest tilslutning. I blå bloks tilfælde er tallene 85 og 81 mandater. Hvis vi antager at Megafon har spurgt 1000 personer (standard for de store analyseinstitutter) og hvis vi arbejder med et signifikansniveau på 5% (som er standard), så ligger den statistiske usikkerhed på ca. 3 procentpoint, når vi kigger på rød og blå blok. Dvs. at udsvinget skal være større end 3 procentpoint for at vi kan sige, det er statistisk signifikant.

Tallene, som TV2-Nyhederne baserer deres konklusionen (at rød blok går frem) på, er henholdsvis 52,9% og 53,1% - et udsving på 0,2 procentpoint, som jo er markant mindre end de 3,0 procentpoint, der er det mindst, målingen kan registrere. Ligeledes er de største udsving indenfor blokkene, som Megafon har registreret - 4 mandater i både rød og blå bloks tilfælde - heller ikke statistiske signifikante. Når TV2 journalisten derfor minutiøst beskriver udviklingen indenfor blokkene, så glemmer hun at nævne, at forskellene ikke er signifikante, og dermed lige så godt kunne være udtryk for "statistisk støj".

Heller ikke konklusionen om Socialdemokraternes tilbagegang bygger på et statistisk signifikant talmateriale. Her har Megafon registreret en tilslutning på henholdsvis 24,9 og 24,6 procent. Altså en forskel på 0,3 procentpoint. Når vi kigger specifikt på tallene for partierne, så ændrer usikkerhedsintervallet sig også. For et parti med en vælgertilslutning på omkring de 25%, hvor vi har 1000 svar, så ligger usikkerhedsintervallet på ca. 2,7 procentpoint.

Det vil sige at TV2-Nyhederne i artiklen konkluderer på baggrund af udsving på henholdsvis 0,2 og 0,3 procentpoint. Men udsvingene skulle have været større end henholdsvis 3,0 og 2,7 procentpoint for, at man kan antage, at de ikke blot er udtryk for tilfældigheder.

Et stort problem ved artiklen er, at TV2-Nyhederne ikke oplyser hvordan meningsmålingerne er lavet, beregnet, og hvad usikkerheden er. Det er problematisk, fordi vi ikke har noget at holde informationen op på, og dermed ikke kan forholde os til den tallene i artiklen på et oplyst grundlag.

Det er nemlig ikke bare sådan, at alle meningsmålinger er lavet på samme måde. Derfor er det et problem, når nyhedsmedierne præsenterer meningsmålinger uden at forklare, hvordan de er lavet.

Per Rystrum, der er Cand.Scient.Pol og bestyrelsesmedlem i Dansk Kommunikationsforum, var fx i Deadline (7.9) og fotælle, at der er forskel på hvordan Voxmeter og Megafon behandler deres data: Voxmeter tager de rå tal, mens Megafon vægter tvivlere efter, hvad de formentlig vil stemme. Her bliver blå blok vægtet op, fordi man antager at der er flere tvivlere der vil stemme blåt end rødt.

Det er der sådan set ikke noget galt i. Vægtning er et anerkendt redskab indenfor statistisk databehandling, og man kan ikke på bagrund af det sige hvilke af de to analyseinstituternes tal, der er mest troværdige. Det problematiske er derimod, når vi bliver præsenteret for meningsmålingerne uden nogen form for information om, hvordan de er lavet og beregnet, og hvad usikkerheden er på deres tal.

Det mest problematiske ved artiklen er dog, at der bliver konkluderet på tal der ikke kan konkluderes på. For det er ganske enkelt uredelig omgang med talmaterialet at konkludere, at rød blok går frem, eller at S går tilbage på baggrund af så små udsving.

Valget som ritual og meningsmålingerne som det sand, der læses i

Dette indlæg vil ikke handle om valgtal. I hvert fald ikke sådan direkte. I stedet vil vi prøve at se på valget som et demokratisk ritual og den rolle meningsmålinger har fået i dette ritual.

Lad os starte med at forestille os, vi som antropologer betragter valget som et ritual. Altså en fælles handlen for hele vores samfund, som der er en række faste dele i. En af delene det sidste år har været, at ritualet ikke bare handler om at vurdere, hvem der har den bedste politik, men også hvem der sælger sin politik bedst.

Til at vurdere dette har stammen nogle medicinmænd eller shamaner – i denne givne stamme kaldes de for politiske kommentatorer. De udlægger, hvilken strategi, der forskellige deltagere i ritualet har og bedømmer dem. Som i mange andre naturreligionsritualer læses der tegn fra guderne – i dette tilfælde vælgerne – gennem mystiske metoder. Det kan være former på skyer, sands tid om at løbe ud af hånd eller noget helt tredje. Den mystiske metode i valgritualet er meningsmålingen.

Når kommentatoren ser meningsmålinger udlægger han teksten: ”De konservative går tilbage, fordi Lars Barfod var urealistisk og ville sænke topskatten” eller ”SF styrtbløder efter Villy genåbnede 24 års reglen”. Som vi imidlertid allerede har forsøgt at vise på bloggen er det de færreste af disse historier, vi egentlig ved om der er hold i. Kommentatorerne forklarer altså ting, som måske ikke eksisterer i blandt vælgerne, men kun i meningsmålingerne.

Der er flere problemer ved meningsmålingsmanien:

1. Omtale og fortolkning af meningsmålinger tager plads fra den reelle politiske diskussion. At dette er et problem kan man se ved selvsyn ved at følge bare et enkelt valgprogram. 
2.  De forklaringer på op- og nedture i målingerne, som er magiske – det vil sige et produkt af metoden frem for af bevægelse i selve vælgerkorpset – bliver forklaringer, som politikere tror er dækkende for vælgernes vurdering af deres politik. Og de retter måske politikken – eller bare budskaberne – ind derefter. 
3.  Samtidig kan der også hos vælgeren opstå tvivl: ”Hvis alle andre forlader de konservative, bør jeg så ikke også overveje det”. ”Er jeg ikke også som alle andre blevet lidt træt af Villys vitser?" 
4.  Nogen partier bliver slet ikke taget alvorligt, fordi de hele tiden må forholde sig til, om de er potentielt stemmespild, som det fx skete for Kristendemokraterne ved sidste valg.

Vi tror – eller rettere håber – at kommentatorer og journalister, der dagligt arbejder med at fortælle om og fortolke meningsmålinger godt ved, at de oftest er nærmere mystikken end de faktiske forhold. Derfor laver vi altså bloggen, så folk selv kan skelne mystik fra fakta og for at kommentatorerne og journalisterne ikke slipper godt fra ikke at lave deres arbejde ordentligt.

Ritzau-artikel overdriver mandatskift mellem blokkene

Ritzau har begået følgende talhistorie, som lørdag morgen bl.a. befinder sig øverst på BTs hjemmeside:

http://www.bt.dk/politik/roed-blok-taber-seks-mandater-paa-en-uge

Ritzaus talhistorie kommer med en meget stærkere konklusion, end der er statistisk belæg for.

Desværre bliver historien på trods af sine videnskabelige mangler ukritisk viderebragt af BT og også Information.

Ritzau benytter sig af analysebureauet Voxmeters målinger, når de skal skrive valgtalshistorier.

I Voxmeters seneste måling (9/9) står Rød Blok (S-SF-RV-EL) til at få 51,4 % af stemmerne mod 54,3 % for en uge siden (2/9).

Hvad sker der hvis vi indregner den statistiske usikkerhed, som Ritzau selv oplyser ligger på maksimalt 2,7  procentpoint?

Den statistiske usikkerhed indebærer at når en meningsmåling spår et bestemt resultat, så er der altid en vis fejlmargin; et tal på fx. 51,4 % kunne ligeså godt være op til 2,7 procentpoint større eller 2,7 procentpoint mindre.
Dermed kan vi rent statistisk set ikke konkludere andet ud fra Voxmeters måling end at "Rød Blok" nu med stor sandsynlighed (men dog ikke fuldstændig sikkert) har en tilslutning på mellem 48,7 % af stemmerne og 54,1 % af stemmerne.
Altså det anslåede skøn på 51,4 % plus/minus 2,7 procentpoint.

Voxmeters tal viser derfor faktisk ikke andet end at Rød Blok måske står til en tilbagegang på helt op til 10-11 mandater ift en uge siden (hvis det laveste skøn indenfor sikkerhedsmarginen, 48,7 %, tages i brug) og måske faktisk slet ikke står til at tabe nogen mandater overhovedet sammenlignet med for en uge siden (hvis det højeste skøn indenfor sikkerhedsmarginen, 54,1 % tages i brug).

Voxmeters tal peger altså på at det i virkeligheden både kunne se endnu værre ud for Rød Blok, eller meget bedre.

Alligevel vælger Ritzau at skrive en historie, der godt nok nævner den statistiske usikkerhed på målingen, men ikke forklarer hvad usikkerheden i praksis betyder: At deres bud på hvor mange mandater Rød Blok har tabt på en uge er meget usikkert.

Der er et demokratisk problem ved at konklusionerne strammes udover hvad tallene kan bære:
De giver en falsk sikkerhedsfornemmelse for folk, der måske ikke har tid til at kigge tallene efter i sømmene.

Vi frygter at nogen tænker: "når Ritzau siger at der er flyttet 6 mandater - så må det vel være rigtigt".

Men nej - det er ikke rigtigt.

Hvis man skal sige noget om vælgerbevægelser mellem blokkene, kan man generelt ikke bruge to enkeltmålinger til noget. Man er nødt til at lægge resultaterne fra flere meningsmålinger sammen, som Professor Søren Risbjerg Thomsen gør hos Altinget.

Risbjerg Thomsens tal er heller ikke helt sikre - men dog bedre end Ritzaus, fordi enkeltmålingers usikkerheder bliver "lagt oveni hinanden" og derfor må formodes at udligne hinanden lidt.

Når Risbjerg Thomsen udgiver sit næste skøn, kan vi se om det er sandsynligt at Rød Blok faktisk har haft en tilbagegang der minder om den Ritzau beskriver.
Indtil videre tyder intet dog på det:

Risbjerg Thomsen har i løbet af valgkampen offentliggjort følgende bud på Rød Bloks samlede tilslutning:
31/8: 52,8 %
4/9: 52,8 %
7/9: 52,5 %

Dermed skønner han at Rød Blok har tabt ét mandat (og altså ikke seks) indenfor den sidste uge.

Vi opfordrer derfor alle til at maile os, hvis I finder en historie i nyhedsstrømmen, som I synes ser lidt mistænkelig ud. Så vil vi tage et kig på om I har ret.

Desuden opfordrer vi alle til at skrive til Ritzau, Information og BT for at fortælle dem at de skal holde op med at bringe historier, der behandler usikre statistiske skøn, som om de var den skinbarlige sandhed!

Det svækker deres troværdighed som nyhedsmedier, og gør det sværere for almindelige vælgere at vide hvad der er op eller ned i valgkampen.

Årets værste valgtal

Det er nu muligt for bloggens læsere at nominere den dårligste talhistorie fra medierne i denne valgkamp.

I kan både nævne nogle, vi har været inde på, eller I kan komme med helt andre talhistorier uden hold i virkeligheden.

Før valgets sidste dage vil der på bloggen blive afholdt en afstemning om de bedste, dårlige tal.

Husk at I kan tippe os med historier, I gerne vil have gået efter i sømmene.

I kan nominere historier i kommentartråden nedenfor.

Er god psykiatri sengepladser eller indlæggelser?

Midt i nyhedsstrømmen her til morgen kom historien om, at Lars Løkke Rasmussen i sin tid som Sundhedsminister lovede flere sengepladser til de psykiatriske patienter. Der er imidlertid, som Politiken  skriver, kommet 123 færre sengepladser siden Løkkes løfte og 736 siden den borgerlige regering fik magten i 2001.

Nuværende Sundhedsminister Bertel Haarder påpegede dog straks i radioavisen, at antallet af indlæggelser har været stigende med 18,5 %. Og antallet af patienter, der indlægges er, ifølge Haarder, et bedre mål for, hvordan psykiatrien fungerer.

Valgtal  vil dog forsøge at gå bag om tallene. For hvad ligger bag tallet ”en indlæggelse”? Det betyder grundlæggende, at man har påbegyndt behandlingen af patienten, som herefter udskrives, når behandlingsstedet vurderer patienter er helbredt eller – og det er et meget vigtigt ”eller” – man må udskrive patienten for at få plads til andre patienter med et større behandlingsbehov.

Antallet af indlæggelser dækker altså især over behandlingsflowet eller –strømmen. Der er talrige historier om, at psykiaterne må sende folk hjem, før de egentlig er behandlet tilstrækkeligt. Hvorefter de dukker op igen og tæller med som to behandlinger i Haarders tal.

Derfor er Bertel Haarders mål dårligt, hvis man vil vide noget om, hvad der faktisk gøres for de psykisk syge, fordi de samme patienter kan behandles igen og igen, uden at blive raske, mens behandlingstælleren kører.

Og derfor er mængden af sengepladser – hvad vi kan kalde behandlingskapaciteten – som historien fra Politiken benytter - det bedste bud på, hvilken prioritering politikerne har givet psykiatrien.

Det kunne selvfølgelig hænge sådan sammen, at man faktisk havde fået flere patienter behandlet og nu fik nye patienter ind, der var mindre behandlingskrævende. Men enhver med kendskab til distriktspsykiatrien vil nok mene, at en sådan forklaring var endog meget usandsynlig.

Bertel Haarders greb efter et andet tal til at forklare, hvorfor det første ikke så ud som regeringen lovede, er ved nærmere eftersyn en bortforklaring. Det kan endda være sådan, at de øgede antal indlæggelser netop skyldes at der er kommet færre sengepladser og dermed mindre tid til at færdigbehandle hver patient.    

Velkommen til Valgtal

Valgtal vil forsøge at skille skidt og kanel i de mange tal, der flyver rundt i valgkampen. 

Valgtal administreres af samfundsvidenskabeligt uddannede forskere, der har stor erfaring med gennemførsel af spørgeskemaundersøgelser - herunder meningsmålinger - og andre statistiske undersøgelser.

Grunden til, at vi har lavet valgtal.blogspot.com er, at vi er grundigt trætte af, at fx meningsmålinger, der faktisk ikke viser nogen forandringer, pludselig bliver den skinbarlige sandhed om, hvordan rød eller blå blok klarer sig. Samt at tal bruges for at få ret fremfor at blive brugt til at finde ud af, hvad problemet egentlig er.

Vi forsøger at gå neutralt til værks og kritisere tal der bruges af begge sider.

Du er velkommen til at tippe os, hvis der er tal, du gerne vil have undersøgt nærmere af vores statistiske team.

Vi håber, du vil synes om vores research.

Hilsen

Valgtal teamet